Forside Resultater Den gode historie
Den gode histrorie

'Michael'  –  Når næverne taler

Baggrund. Michael er opvokset i et voldeligt hjem med en alkoholiseret mor og en dårligt fungerende far. Michael er muligvis tidlig skadet. Anbringes forskellige steder, som alle bryder sammen. Som 13-årig begynder han at drikke, ryge hash og eksperimentere med andre stoffer. Får som 15-årig en dom for grov vold. Er i sin adfærd konfliktskabende, aggressiv og udadreagerende. Ingen skal true ham og hans, ellers er det næverne, der taler – prompte!

Forløb i Plan B. Michael indskrives i Plan B, da han lige er fyldt 16 år, i et udvidet bo-selvprojekt med en støttekontaktperson på 36 timer om ugen og med døgnberedskab. Ved at etablere en tillidsfuld og stabil relation til Michael, arbejdes der socialpædagogisk og kognitivt med hans adfærd, det at kunne klare sig selv, samt en afvikling af stofmisbruget. Han motiveres og støttes i at få og fastholde et arbejde og lærer at styre sin egen økonomi.

Idag … Michael er i dag helt fri af stofferne. Han har fået styr på sit indre kaos, har lært at styre sit temperament og kan begå sig i almindelige dagligdags- og arbejdsmæssige sammenhænge. Han bor i egen lejlighed med sin kæreste, med hvem han har en lille datter. Han ringer den dag i dag til Plan B – nu bare for at sige ’hej’ og fortælle, hvordan det går.



'Louise' 
–  Fra tikkende bombe til gourmetkok

Baggrund. Louise er opvokset i en familie præget af problemer, til trods for nogle relativt velfungerende forældre. Louise bliver i en tidlig alder meget aggressiv, udadreagerende og voldelig. Som 14-årig gennembanker hun en anden pige med en trækølle. Hun udvikler et massivt hash- og stofmisbrug, har voldsomme adfærdsproblemer og smides ud af flere forskellige skoler. Anbringelse overvejes, men kommunen er betænkelig pga. Louises voldelige adfærd. Forældrene er decideret bange for hende og kan ikke styre hende.

Forløb i Plan B. Louise indskrives i en støttekontaktpersonsordning 14 timer ugen med supplerende familierådgivning. Karakteriseres i starten som en tikkende bombe, der kan springe i luften, hvornår det skal være. Gennem en vedholdende indsats etableres en tillidsfuld relation til Louise, så der kan arbejdes målrettet med socialisering, adfærdskorrigering, et ophør stofmisbruget samt at afdække Louises ressourcer og fremtidsmuligheder. Hun vil gerne være kok, og med støtte gennemfører Louise grundforløbet til kokkeuddannelsen. Der skaffes praktikplads på en førende københavnsk gourmetrestaurant med en socialt rummelig køkkenchef, som formår at sætte sig i respekt over for hende og som samarbejder tæt med Plan B, da der i starten ofte opstår tilspidsede situationer.

Idag … Louise bor i dag sammen med sin kæreste i en lejlighed i København. Hun brænder for kokkefaget og står på tærsklen til at være færdiguddannet. Hun er helt fri af stoffer – er sågar stoppet med at ryge cigaretter – og formår i dag at håndtere svære sociale situationer. Først og fremmest ved at være ærlig og sige fra – i dag med ord og ikke som tidligere med vold.

Til top