Forside Blogindlæg Plan B i retsudvalget
Plan B i retsudvalget


Under en bandehøring på Christiansborg, afholdt af retsudvalget sidste år, blev Plan B inviteret af retsudvalgets formand til at komme ind og fortælle om vores arbejde med kriminelle unge.

Plan B's tre centrale budskaber
Torsdag den 4. marts 2010 var en mindre Plan B-delegation bestående af fem personer i retsudvalget, hvor vi leverede tre vigtige budskaber: Socialt arbejde, der virker; Hash og andre stoffer ødelægger vores unge og vanskeliggør det sociale arbejde; og sidst, Forældrene skal på banen. En halv time var sat af og foruden projektleder Søren Thide og sociologisk konsulent Martin Fjording, deltog Plan B’s familiekonsulent Anne-Marie, samt to socialarbejdere, Hakan, der fortalte om arbejdet med og udviklingen i miljøet omkring de hard core kriminelle unge, og Jens, som fortalte om hvad hashen gør ved de unge misbrugere og hvordan det vanskeliggør hans sociale arbejde.

Bandekonflikt og pædagogisk arbejde
Vi pegede på, at den nære sammenhæng mellem forældrearbejde og pædagogisk arbejde med den unge i én og samme indsats, koblet med socialt arbejde på den lange bane, er det, der giver de varige forandringer. Endvidere fortalte Hakan om, hvordan det er muligt at nå de unge kriminelle – også de hard core unge – men at det også er blevet nogle hårdere miljøer at arbejde i, især efter bandekonfliktens indtræden. Hvor vi før dog kunne komme ind i og arbejde i miljøerne, skal vi i dag i nogle sammenhænge tænke sikkerhed først, dernæst pædagogisk arbejde. Ikke uofte foregår arbejdet i områder, hvor politiet kun kommer når de er flere patruljevogne.

Forslag til lovgivningen
Sidst stillede udvalget spørgsmål, bl.a. om og hvordan lovgivningen eventuelt kan skærpes. Det mener vi man kan, fx at det bliver lovpligtigt når en ung kommer på (særligt) sikret afdeling, bør det indgå, at den unge allerede fra opholdets start får kontaktperson a la Plan B’s (såfremt vedkommende ikke har en i forvejen, som fortsættes under opholdet). Og at kontaktpersonen naturligvis fortsætter, når den unge kommer ud. Disse unge kan være umådelig vanskelige at skabe kontakt til, når de er ude – det kan dog lade sig gøre, det tager ’blot’ længere tid og en væsentlig større arbejdsindsats – og det vil være oplagt at kunne bruge tiden, mens de sidder inde til at knytte den fornødne kontakt (og udnytte at den unge nemt kan lokaliseres).

I alt i alt var det en oplevelse for alle at være i retsudvalget og vi håber naturligvis at de deltagende medlemmer fik noget med, de kunne bruge. Det virkede det dog som, især fordi nogle af udvalgets medlemmer var i medierne i tiden efter, hvor de kom ind på nogle af de ting, Plan B fortalte om.

Af: M. Fjording